Job hos os
Konsulenter med relevate sprog
Vi er i gang med at udbygge vores beredskabskartotek, så det igen bliver fuld af fagligt stærke profiler, som gerne vil være med til at skabe positive og varige forandringer for mennesker i udsatte positioner. Du skal være indstillet på timelønnet ansættelse til at starte med.
Vi vil meget gerne se ansøgninger fra højt kvalificerede profiler med pædagogisk eller socialfaglig baggrund og erfaring kombineret med et eller flere af flg. sprog: ukrainsk, russisk, arabisk, farsi, pashto, og kurdisk (gerne kurmanji men også andre dialekter). Taler du andre sprog end de nævnte, skal du ikke holde dig tilbage – fx vil vi også få brug for mange afrikanske sprog.
Sproget er ikke en kvalifikation i sig selv – vi vurderer først og fremmest på din faglighed og din erfaring.
Tryghedsskabende pædagogisk personale
Bliv en del af vores beredskabskartotek!
I takt med at vi får flere og flere opgaver med tryghedsskabende personale på psykiatriske bosteder, psykiatriske hospitaler og på asylindkvarteringsområdet, skal vi have udvidet vores beredskab. Vi søger derfor hele tiden flere top-kvalificerede profiler til vores beredskabskartotek for specialiseret omsorgspersonale.
Arbejdsopgaver
Afhængig af din faglighed, din erfaring og din profil i øvrigt skal du kunne varetage vikararbejde og/eller tryghedsskabende funktioner på psykiatriske bosteder, psykiatriske hospitaler, herberg, forsorgshjem, asylindkvarteringssteder m.v.
Den tryghedsskabende funktion handler i mindre grad om en særlig fysik og i højere grad om en særlig tilgang, hvor man også skal kunne være med til at identificere borgeres sårbarhed og herigennem bidrage til at finde nye måder at støtte et andet menneske på.
Arbejdsopgaverne vil ofte betyde, at du skal kunne arbejde med 1:1 støtte til en borger, der kan være svært forpint af sindslidelse. Som tryghedsskabende funktion skal du ofte gå forrest i håndteringen af situationer med udadrettet voldsom adfærd.
Som led i arbejdet vil der også forekomme opgaver, som indebærer hjælp til borgeres intime hygiejne.