Integration - vi er jo kun lige ved at lære det
Af: Mads Bentzen, indehaver af Center for Integration
Det går faktisk godt med integrationen. Det kan dog være svært for de fleste at tro på – endda også for os, som arbejder med integration – fordi tonen i debatten og kursen fra landets politikere har været tiltagende hård gennem årene. Historierne om problemerne overskygger let den positive udvikling. Og fremfor politikere, der tager æren for vellykket og god integration, ser vi i stedet en kamp om at føre den hårdeste kurs. Men vi er ved at lære det.
Der er bestemt problemer med integrationen. Det skulle da også være mærkeligt andet. Den danske kultur er på mange måder en ekstremkultur med eksempelvis tidlig seksuel debut og dybt forankret alkoholkultur, og mange nytilkomne kommer ligeledes fra kulturer, der også er ekstreme i modsat retning. Det vil slå gnister. Og det er hamrende spændende.
Og vi er kun lige begyndt. Ifølge Udlændinge- og integrationsministeriets egne tal var der i oktober 2017 blot 20.265 børn af efterkommere i Danmark. Af dem har fire ud af 10 tyrkiske rødder, og næsten hvert andet barn af efterkommere er under seks år gammel.
Integration tager generationer, og vi er med andre ord kun lige ved at lære det der med integrationen.
Stramninger og signaler
Kampen om den hårdeste kurs fra politisk side bliver tydelig, når man kigger forbi Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside. Her vil man se, at der på forsiden er placeret en kæmpestor triptæller, der viser antallet af stramninger på udlændingeområdet, som den nuværende regering har gennemført sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Det er kun enkelte stramninger, som Socialdemokratiet ikke har været med til – herunder indførelsen af den lave integrationsydelse.
Det er altså vigtigt, at et ministeriums hjemmeside oplyser med store tal på forsiden, at man strammer op på området. Og det er vist overflødigt at nævne udlændingeministerens kage ved stramning nr. 50. Det er signaler, der er vigtige.
Indrejse- og asyltallene for 2015-16 taler helt for sig selv. Det har selvfølgelig været nødvendigt at revidere vores udlændingepolitik for at sikre en vis kontrol med indrejsen til vores land. Men spørgsmålet er, om angsten for det fremmede har fået os til at miste fatningen? Og hvad gør politikernes kamp om den strammeste kurs ved dem, som det hele handler om?
Proportioner og nuancer
Vores politikere har nu vedtaget et burkaforbud, der skal forbyde enhver at dække sit ansigt, med mindre der er snestorm eller andre gode grunde til det. Det anslås at omkring 150-200 kvinder i Danmark bærer en religiøs beklædning, der dækker ansigtet. Og det er dem, som denne lov umiddelbart er rettet mod.
Strammerkursen på udlændingeområdet er der nu politisk konsensus omkring. Men desværre ser vi gang på gang, hvordan den politiske debat afspores af enkeltsager, der ofte fremstilles unuancerede eller helt ukorrekt. I februar havde TV2 en historie om de somaliske kvinder fra Vollsmose, der ikke kunne tale dansk, og som stod uden for arbejdsmarkedet. Straks var der fordømmelse fra politikere, og det hele var alt for galt. Men flere af de selvsamme kvinder viste sig at være blandt de ca. 120 somaliske kvinder, der laver et fantastisk stykke frivilligt foreningsarbejde i deres lokalområde. I 2016 fik deres forening Tine Bryld-prisen for deres arbejde med at forebygge kriminalitet. Men måske er det svært ude på redaktionerne at afsætte tid nok til at snakke ordentligt med folk? Måske har det en sammenhæng med, at der er mange flere klik på en historie om dovne og utaknemmelige somaliske kvinder, end der ville være på en historie om de samme kvinder som nogle af hverdagens helte.
Klik og popularitet er tilsyneladende så vigtige, at de fleste har travlt med at komme først. Fake News er blevet et vilkår, og vi begynder at forstå, at vi lever i små digitale algoritme-bobler, hvor vi bekræftes i en bestemt verdensopfattelse.
Færre kriminelle
Der er fortsat overrepræsentation af personer fra ikke-vestlige lande i vores kriminalitetsstatistikker, og vi har derfor noget, som vi som samfund skal forholde os til. Men spørgsmålet er, hvordan vi skal forholde os?
Negative historier om kriminelle udlændinge, æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol fylder meget i samtalen om integration, og historierne underbygges ofte med statistik. Men betydningen af en procentdel eller et indekstal er svær at gennemskue for de fleste.
Hjarn v. Zernichow Borberg, der er økonom og tidligere ansat i Udlændingestyrelsen, viser i sin bog NyDansk, hvordan somaliske mandlige efterkommere bonner vildt ud i kriminalitetsstatistikkerne med et indeks på 711 for voldsforbrydelser. Men bag dette vanvittige indekstal gemmer sig blot 45 mænd, som er dømt for vold i 2016. De 45 er ud af en gruppe på ca. 1.200 mandlige efterkommere i alderen 15-45 år svarende til 0,3 procent af den samlede gruppe nydanskere på ca. 453.000 individer. Sådanne indekstal skaber overskrifter og klik på historierne. Det giver reklamekroner og gang i debatten. Og så kører bussen med emotionerne, og vi mister hurtigt fornemmelsen for nuancer.
På baggrund af en debat præget af historier om kriminelle udlændinge i parallel-samfund, gennemføres der nu en såkaldt ghettoplan. Vi har i medierne set statistisk belæg for, at det ikke går godt derude i ghettoerne, men Hjarn v. Zernichow Borberg sætter imidlertid tingene i et lidt andet perspektiv, når han sætter tal på disse boligområder. Et af kriterierne for at kalde noget for en ghetto er, hvad kriminalitetsniveauet er i det pågældende område over to år. I 2005 var det ca. 96,2 pct. af beboerne, som ikke var kriminelle. I 2015-2016 var det steget til 97,4 pct. Denne tendens svarer rimeligt med den generelle tendens i samfundet – at der er færre og færre kriminelle; også i de såkaldte ghettoer.
Invitation til fællesskab
I forbindelse med ghettoplanen diskuteres det politisk, hvordan vi kan sikre, at børnene fra udsatte boligområder så tidligt som muligt får et godt dansk sprog. Det er hamrende alvorligt, at vi har små lommer af parallel-samfund, hvor de mindste børn ikke cirkulerer med andre jævnaldrende med dansk som modersmål. Det skal der selvfølgelig handles på.
Men er tvang og sanktioner mon den rette vej? På landsplan drejer det sig om ca. 500 1-årige børn i udsatte boligområder, som man gerne vil have ind i fællesskabet. Mon ikke de stærke somaliske kvinder fra Vollsmose og lignende frivillige nydanske forældregrupper og foreninger kunne aktiveres og gøre en kæmpe forskel for de børn, som det drejer sig om? Er fællesskab i virkeligheden ikke noget, som man skal inviteres til?
Loven mod at dække ansigtet til drejer sig om ca. 150-200 kvinder. At der gennemsnitlig er en kvinde eller to i hver af landets kommuner, der bærer en hovedbeklædning, der dækker hele ansigtet, burde vel ikke få hele den lovgivende forsamling til at himle så meget op. I stedet burde de folkevalgte tænke endnu mere ud af boksen i forhold til at få disse kvinder inviteret ind i meningsfulde fællesskaber og så i øvrigt rette fokus på de næste generationer. Pengene, der bruges på udarbejdelse af lovgivning samt udgifterne til de kommende sager, kunne bruges på noget positivt og skabende i stedet. Vi kunne investere mere i fællesskaberne, foreningslivet og endnu mere i det boligsociale arbejde i de udsatte boligområder.
Sammen skaber vi kultur
Når vi leverer skræddersyede foranstaltninger og konsulentbistand til landets kommuner, har vi stort fokus på kontakt til frivilligorganisationer, foreningslivet, religiøse fællesskaber, naboer og andre, der kan være med til at hjælpe et barn, en ung eller en familie til en god trivsel og integration. Vi tror på frivillighed og fællesskaber.
Det er ude mellem mennesker, at integrationen foregår. Det er i hverdagens møder, at vi sammen skaber kultur.
Integration er et tema i medierne hver eneste dag. Vi har en samtale om integration. Og mediedækningen kan heldigvis også være nuanceret – som da Radio24Syv tog sig tid til at tale med somaliske kvinder i Vollsmose og andre i lokalområdet. Detektor på DR og mange andre har travlt med at faktatjekke, og vi ser flere og flere politikere udvise større forsigtighed med at udtale sig på baggrund af enkeltsager.
Vi er ved at lære det.