Der sidder en mand på et jobcenter
Af: Toke Lundstrøm, Integrationskonsulent hos Center for Integration
Der sidder en mand på et jobcenter. Han er iført gråt joggingsæt og en stram hue, på trods af det varme vejr. Manden er midt i 50’erne og hans daggamle skægstubbe er begyndt at gråne. Han har et melankolsk udtryk i sine øjne, og han lytter fraværende til, hvad tolken fortæller ham om ret og pligt og gensidige forventninger.
Da han boede i Syrien, gik han aldrig i joggingtøj, men altid i jakkesæt, og hans tynde hår var redt omhyggeligt på hans hoved. Aldrig så man ham med skægstubbe, når han hver dag tog afsted med sin familie og forlod villaen i sin Range Rover for at begive sig hen til én af sine store tekstilfabrikker i udkanten af Aleppo; et tekstilimperium som havde været i familien i generationer. Han blev mødt med respekt de steder han kom, og familiens hus agerede altid centrum for sociale sammenkomster om lørdagen. Her legede onklernes børn sammen med hans ved poolen, mens konerne stod i køkkenet og forberedte salaterne og kødspyddene til aftenens store festmåltid.
Manden rejser sig fra stolen, giver et trist smil og et høfligt nik til sagsbehandleren og tolken, da han forlader jobcentrets store bygninger. Han begiver sig hjemad til fods og ankommer i sin lille lejlighed tæt på jobcentret i det store almene boligbyggeri. Han har smerter i alle led efter den korte gåtur fra den tortur han gennemgik i fængslet, hvor de ikke kun fik buk med hans legeme, men også med hans sind.
Manden på jobcentret kan ses i mange perspektiver. Fra det humanistiske perspektiv kan vi nok alle føle med hans lidelse og håbløshed, og fra det samfundsmæssige perspektiv ved vi, at han kan blive en yderst bekostelig affære for skatteyderne.
Et perspektiv, vi dog sjældent lægger ned over manden på jobcentret, er det sociologiske perspektiv – et perspektiv som her kan give en dybere forståelse for mandens situation, adfærd og psykiske tilstand. Her er det interessant at anskue de forskelle, der er på manden på jobcentret og fabriksejeren fra Aleppo. Objektivt set er de jo den samme mand, men derefter begynder lighederne også at blive udviskede.
Med inspiration fra Pierre Bourdieu kan man kigge komparativt på starten og slutningen af den rejse som manden er undergået. Her er der nemlig ikke kun sket en geografisk bevægelse fra Aleppo til Danmark, der er også sket en bevægelse i det som Bourdieu kalder mandens kapital[1].
Da han boede i Syrien, gik han aldrig i joggingtøj, men altid i jakkesæt, og hans tynde hår var redt omhyggeligt på hans hoved. Aldrig så man ham med skægstubbe, når han hver dag tog afsted med sin familie og forlod villaen i sin Range Rover for at begive sig hen til én af sine store tekstilfabrikker i udkanten af Aleppo; et tekstilimperium som havde været i familien i generationer. Han blev mødt med respekt de steder han kom, og familiens hus agerede altid centrum for sociale sammenkomster om lørdagen. Her legede onklernes børn sammen med hans ved poolen, mens konerne stod i køkkenet og forberedte salaterne og kødspyddene til aftenens store festmåltid.
Manden rejser sig fra stolen, giver et trist smil og et høfligt nik til sagsbehandleren og tolken, da han forlader jobcentrets store bygninger. Han begiver sig hjemad til fods og ankommer i sin lille lejlighed tæt på jobcentret i det store almene boligbyggeri. Han har smerter i alle led efter den korte gåtur fra den tortur han gennemgik i fængslet, hvor de ikke kun fik buk med hans legeme, men også med hans sind.
Manden på jobcentret kan ses i mange perspektiver. Fra det humanistiske perspektiv kan vi nok alle føle med hans lidelse og håbløshed, og fra det samfundsmæssige perspektiv ved vi, at han kan blive en yderst bekostelig affære for skatteyderne.
Et perspektiv, vi dog sjældent lægger ned over manden på jobcentret, er det sociologiske perspektiv – et perspektiv som her kan give en dybere forståelse for mandens situation, adfærd og psykiske tilstand. Her er det interessant at anskue de forskelle, der er på manden på jobcentret og fabriksejeren fra Aleppo. Objektivt set er de jo den samme mand, men derefter begynder lighederne også at blive udviskede.
Med inspiration fra Pierre Bourdieu kan man kigge komparativt på starten og slutningen af den rejse som manden er undergået. Her er der nemlig ikke kun sket en geografisk bevægelse fra Aleppo til Danmark, der er også sket en bevægelse i det som Bourdieu kalder mandens kapital[1].
Ganske kort beskriver Pierre Bourdieu, at der findes tre former for kapital. Økonomisk Kapital, Social Kapital og Kulturel Kapital. Den økonomiske kapital er ret lige til og beskriver den økonomiske kapital, et individ har til rådighed. Den sociale kapital beskriver det sociale netværk, som man har – venner, kollegaer, og (i Mellemøsten især) forbindelser til folk i magtpositioner.
Den kulturelle kapital er summen af alle ens kulturelle aktiver, så som sprog, uddannelse, udseende og baggrund.
Lidt forenklet kan man sige, at summen af disse tre former for kapital er fundamentet for den status, man besidder i de omgivelser eller det felt, man er i. Syrien og Danmark er ikke kun to geografisk adskilte lande, men også to vidt forskellige felter. Hvad der har værdi i form af kapital i det ene felt, er måske værdiløst i det andet. Den geografiske rejse har berøvet manden på jobcentret hans økonomiske kapital i form af hans ejendom, bil og kontanter, men hans rejse mellem de to felter har berøvet ham noget langt mere essentielt; nemlig værdien af hans kulturelle aktiver og hans netværk. Således er hele fundamentet for hans status og selvforståelse ændret radikalt.
Manden på jobcentret er en meget dannet mand, men ikke uddannet. Han kan hele koranen forfra og bagfra, og hans sprog er æstetisk og sofistikeret. Han kender hele den islamiske historie og kan nævne alle kalifferne fra Umayyade- til Fatimidekalifatet.
I sin hjemby var det ham man kom til, hvis man havde brug for mægling og det var fra hans køkken, at maden til de fattige blev tilberedt i Ramadanen. Havde han brug for hjælp stod der et stort og magtfuldt netværk til hans rådighed, som bestod af alt fra naboer til lokale embedsmænd.
I en forstad til Aleppo har alt dette en enorm værdi – på et jobcenter i provinsen i Danmark er det lige så værdiløst som en parmaskinke i Saudi-Arabien. Hans økonomiske kapitaler er væk, og hans kulturelle og sociale kapital er totalt devalueret. Selv hans veltalenhed kommer ham ikke til gavn, når den høres gennem munden på en tolk. Hans status ligger, som hans hjemby, i total ruin.
Manden på jobcenterets kamp er, fra hans perspektiv, ikke en kamp om at komme tilbage på arbejdsmarkedet, men derimod en eksistentialistisk kamp om at finde sig selv igen og lære at leve i ruinerne af hans fortid. Han ved, hvem han var, men han ved ikke, hvem han er.
Når vi skal hjælpe en mand som ham, er det vigtigt at være bevidst om denne mands eksistentialistiske kamp, for at kunne møde ham hvor han er, og følge ham derfra. På jobcentret er beskæftigelse målet, hvilket ofte ikke er tilfældet for manden. Men for manden kan beskæftigelse være midlet til at nå sit eget mål – nemlig at finde sig selv på ny. Det synes at være her, vi skal finde hans motivation til at integrere sig i det danske samfund.
Manden sidder snart på jobcentret igen, hvor han på ny skal høre om samfundets forventninger til hans beskæftigelse. Sagsbehandleren på jobcentret vil gerne hjælpe. Men når målet alene handler om beskæftigelse, og når der skal måles og vejes på en lang række beskæftigelsesrettede parametre samtidig med, at sagsstammen hos den enkelte sagsbehandler er enorm, kan det være vanskeligt at møde manden der, hvor han er. Men nogle gange er det, der ligner en omvej, netop selve vejen at gå.
[1] Bourdieu, Pierre. “The Forms of Capital” (1985), Handbook of Theory of Research for the Sociology of Education (1986) pp. 46–58