Om lysstofrør
og kulturelle selvfølgeligheder
Af: Marie Blæsild, visuel antropolog hos Center for Integration
Jeg er uddannet antropolog, og derfor har jeg læst rigtig meget om kulturforståelse, kulturmøder, det komplekse kulturbegreb, relativisme og jeg skal komme efter dig med flotte ord og teorier, jeg har lært i løbet af min studietid. Jeg har også rejst en masse, set helt anderledes måder at leve på og talt med vidt forskellige mennesker. Men mit største kulturchok fik jeg hjemme i min egen stue en sommerdag for 1,5 år siden. Min mand og jeg var lige flyttet sammen, og vi diskuterede, hvilke lamper vi skulle hænge op i vores nye lejlighed. Han fortalte mig, at han gerne ville have et lysstofrør i stuen… Først stilhed… Så grinede jeg lidt, det var nok bare noget, han sagde for sjov. Men nej, han mente det, helt alvorligt. WHAT!?
Det skal siges, at min mand kommer fra Syrien, og i hans familie har de altid haft det her skarpe blålige lys i deres hjem, ligesom rigtig mange andre steder i Mellemøsten og resten af verden. Det vidste jeg egentlig godt – men nu kommer det pinlige: jeg havde aldrig overvejet, at det var et reelt valg. Jeg havde – lidt ubevidst måske – taget det for givet, at det var fordi det var billigt eller fordi det simpelthen ikke var muligt at købe den slags pærer og lamper, som VI har. Jeg havde sat lysstofrør ind i en hierarkisk model, hvor endemålet var det varme bløde lys, og det blå skarpe lys kun var for dem, som endnu ikke havde muligheden eller var blevet oplyst (!) om det varme lys og dets herligheder. Med tiden ville alle vælge det samme lys som OS. Men min mand er uddannet arkitekt, har masser af stil og smag, og han kan altså bedst lide lyset, der kommer ud af lysstofrør. Det dæmpede gule lys gør ham lidt deprimeret, og han føler sig ikke rigtig hjemme.
Det tog mig et par måneder rent faktisk at forstå, at han mente det. Efter det begyndte jeg at skamme mig. Tænk at jeg kunne tænke sådan. Jeg har boet mange steder rundt om i verden, hvor det indendørs lys kom fra lysstofrør. Men jeg havde aldrig tænkt over, at der rent faktisk var nogen, der kunne lide det. Ikke før det kom helt tæt på, ind i min egen stue.
Det er sådan nogle oplevelser, som jeg tror er med til at skabe dét, man kan kalde interkulturel forståelse eller kompetence. Det handler selvfølgelig om at lære noget om andre kulturer og andre måder at tænke på – men det er i lige så høj grad et spørgsmål om at mærke på egen krop, at man er spundet ind et net af ideer, smag og værdier, som man ikke tænker over, men som bare er der, som det naturligste i verden. Kultur virker nemlig allerstærkest, når vi ikke tænker over den.
At opdage kulturens selvfølgeligheder kan måske sammenlignes med at få hevet et tæppe væk under fødderne, som man ikke engang vidste man stod på.
Da jeg var kommet mig over det værste chok, blev det nemmere at tale med min mand om det. Ikke fordi vi fandt nogen fantastisk løsning på problematikken, men jeg lod i det mindste være med bare at stirre på ham og ligne ét stort spørgsmålstegn. Forståelsen af mit eget ståsted, gav mig mulighed for bedre at kunne kommunikere.
Mit gæt er, at jo mere homogen en omgangskreds og opvækst man har, jo flere selvfølgeligheder skaber man. Hvis jeg nu havde haft en ven i folkeskolen med etnisk minoritetsbaggrund, som havde lysstofrør derhjemme, så var jeg måske ikke endt i min etnocentriske blindgyde. Børn med anden etnisk baggrund har i denne kontekst en slags forlomme. De fleste ser og oplever på egen krop en stor diversitet, som de måske kan bruge senere i livet til at bygge bro mellem alverdens selvfølgeligheder.
Og hvordan endte det så med lamperne hjemme hos os? Tja, min mand købte et lysstofrør, som vi blev enige om at sætte op på vores gæsteværelse, så jeg kunne gå derind og øve mig i det blå lys. Men han har heldigvis ikke fået sat det op endnu (Almhamdulillah).